Hun kan ikke sove. Sengen er blød og stor, lydene er få og lave. Dagen har allerede været lang. Men trods længde og mængde, så nægter søvnen at komme forbi Hendes øjenlåg. Hun begynder igen at tælle til 97 – bagfra. 100 – 99 – 98 – 97 – 97 – 97…. men det virker ikke i dag. Som nu er nat. Og lige om lidt en ny dag.
Det er så rigtigt, at det er rigtigt. At søvnen er den største heler. Eller Healer, når Hun skal være mere med på beatet. Nej, Hun elsker ordet heler. Det lover, at noget kan været helt. En hel sjæl. En hel krop. Et helt helbred. Det ønsker Hun sig, mere end kærlighed, mere end mand, mere end oplevelser, rejser, udfordringer, skønhed, nyt tøj, nye cykler. Bare et helt helbred.
Så kommer tanken om hesten forbi. Den store skønhed, som Hun ikke kan tøjle, i bogstavelig forstand. Han minder Hende om livet – i al sin enkelhed svært at tøjle. Og det minder Hende om kæresterne. Som ikke kunne tøjle Hende. Nå pyt – Hun vil ikke tøjles. Hun vil galoppere vildt og sprudlende rundt i manegen, springe over gærdet, hvor det er højest, fordi Hun kan. Og fortsætte ud i grønheden, over gule marker og gennem dovne åer. Og Hendes drømmetøjler står tilbage med et velvidende smil og overbevisning om, at Hun kommer tilbage, når Hun er klar. Og det er netop derfor, Hun kommer tilbage. Og hvis han er heldig, så lader Hun ham stige op og følge med Hende ud på eventyret.
Søvnen kommer slet ikke nu. En mand rumsterer. Lidt mere end de andre. Måske er det ham? Som tør holde fast i håbet og ikke i tøjlen i sig selv. Lade håbet og tilliden blive tøjlen, der binder dem sammen. 97 – 97 – 97. .. 97 ….. 97 … .
Hun ser på ham fra en sikker afstand. Han er lidt for høj, tænker Hun. Men det er kun, fordi han står lige ved siden af en dværg. Enhver kan jo være høj hvis man står ved siden af en dværg. Hun ser, at han bøjer sig ned mod dværgen og hvisker ham noget i øret. Dværgens ansigt bryder ud i et smil som rækker fra øje til øje på den lange led. Og nikker. Og kigger hen på Hende. Hun slår kort blikket ned i jorden og overvejer, hvad de to har gang i. Da Hun kigger op, er dværgen væk, og den høje mand står to meter fra Hende. Det er ikke sikkert mere. Han har et reb i hænderne, og lader det dingle dovent frem og tilbage, som en lasso klar til aktion.
Hun mærker rebet stramme, selvom det stadig er i hans hænder. Han vil noget med Hende. Hun vil – noget. Helst løbe skrigende bort. Tage det næste tog. Være togfører. Ud mod solnedgangen med en sidste sang i øret. Men Hun får ikke lov, mest af sig selv.
”Kom skal vi lege” spørger han ”Lege ettagfat. Jeg er den. Tør du løbe?”
Om jeg tør, tænker Hun. Jeg har aldrig turdet andet.
”Tæl du bare til 97, men så er det for sent, darling”
Han svinger rebet lidt højere, skubber Hende væk, så han kan få lov at fange. Hun har de hurtige løbesko på, og funklende diamanter i benene. Bare vent, jeg løber fra dig – du får mig aldrigænker Hun i en sær akrobatisk form for fornægtelse. Med et drys af vemod. Og Hun løber, og løber og løber, hører ingenting bag sig, men da Hun kigger, er han lige der – 2 meter fra Hende. Hun sætter farten op, finder en smallere sti, et vandløb, hvor Hun svømmer over med laks i stimer under sig. Og han er stadig der. Høj. Smilende. Med sit reb over skulderen. Det er ikke nu, at han vil bruge det. Det er nu, han vil se. Og mærke. Og lære.
Pulsen stiger faretruende. 162. Den kan jo kun komme til 165, siger de kloge. 220 minus alder. Jeg siger ikke, hvor gammel jeg er, tænker Hun. Jeg ser ikke din alder, svarer han. Den er evig. Den er alle år i dit liv, også dit fremtidige.
Vil han løbe Hende træt? Er det hans game? Som en løveflok på savannen, vente indtil byttet er så udmattet, at det stopper op og villigt lader sig flænse og flå og blive ædt kødluns for kødluns. Hun stopper op for at undersøge den tanke. Står ved kanten af en flod, ti meter over flodspejlet. Den strømmende flod dernede vil kunne redde Hende, såfremt hans mål er at fortære Hende nu, her. Så kan Hun bare springe. Men de to meter forbliver to. Og han smiler stadig gennem svedperlerne. Du skal ikke tro, at det er nemt for mig, siger øjnene. Og bare et ord, så er legen slut. Du bestemmer. Et ord, tænker Hun. Har de aftalt et ord?
En måned eller et minut. Så længe står Hun der på kanten af afgrunden. Han er blevet højere. Og hans øjne er blevet mere blå. Isflageblå. Og hans hjerte får den muskuløse brystkasse til at danse i takt med Hendes puls. Der kommer en blødhed i luften, en duft af brændte blomster og saftige citroner. De trækker vejret i takt nu, det er det nemmeste.
Han tager det første skridt, uden at tage det. Smider rebet bag sig, så det rammer jorden med et suk. Hendes krop svarer. Og diamanterne falder ud af benene og lægger sig i hjertemønster rundt om Hende.
”Vil du ind i mit hjerte” inviterer de.
”Ja, hvis du kommer lidt væk fra kanten” svarer han.
”Vil du ikke hellere med mig ud over den?”
Han kigger på Hende, kigger tilbage på rebet på jorden. Han klør sig lidt i panden og smiler forsigtigt.
”Vil du puste liv i mig, hvis jeg nu drukner undervejs?”
Hun nikker, tager hans hånd. Springet. Det er det nemme. At svømme derimod. Ikke nemt, når man har en andens hjerte i sin favn.
Før vækkeuret ringer slår Hun øjnene op og ved, hvad Hun skal i dag. Hun skal finde dværge.