Hun har kendt denne mand i mange år. Alt for mange. Da de mødte hinanden første gang, ankom han på en enorm motorcykel. Dengang sagde motorcykler hende ingenting. Det kom også til at ændre sig, dog med en anden mand. Og dengang følte hun sig alt for ung, til ham her. I lang tid har hun nu følt sig tudsegammel. Så derfor bliver han interessant, tiltalende, lækker. Og så har de alt muligt til fælles. Sejlads, fotografering, tanker om frihed, og drømmene. Hun har naturligvis et godt arsenal af hobbies, så de næsten kan matche enhver mand, der kommer Hendes vej. Der mangler lige golf og boldsport på listen, men Hun hævder at Hun har et ”bad eye for balls”. Og håber, at hver gang Hun siger det, så vil nogen le. Det sker desværre ofte nok til at Hun fortsætter.
Han inviterer på sommertogt i Middelhavet. Bevares, der kommer andre. Men Hun er smart, så hun lægger fra land før alle de andre kommer. Jeg kommer da ned og hjælper dig med båden, så den bliver sejlklar, siger hun uskyldigt, velvidende at det scorer points. Og det gør det. Han henter hende. Han siger, at det kun er hende, han gider hente, de andre må selv finde frem. Hun soler sig. Det må bestemt betyde noget, og solbrillen bliver sat ekstra kækt. De shopper noget mad, for Hun skal jo have specielle ting. Han forstår, og tillader endda indkøb af oste, selvom han er ved at brække sig ved tanken om, at de skal ligge i hans køleskab.
Båden er på værftet. En trappe fører op til det, som Hun er overbevist om bliver starten på et nyt kapitel i Hendes liv. I kærlighed og kildevand, havgus og solnedgange. Og kølige drinks på agterdækket afbrudt af dybe omfavnelser og kys. Hun kommer i tanke om, at han da har de smukkeste tænder og har han ikke også tabt sig?
Hun får forkahytten for sig selv. Rolig. Det skal nok ændre sig, tænker Hun. De glinsende og brune værftsfolk vimser rundt om båden, polerer, maler, banker og hamrer og pudser propellen. Det er så godt, og så kan de to jo slappe af. De kører til en badestrand, da han skal have pause, Jeg skal nok pudse din propel, tænker hun. Selv Hendes tanker har fået et strejf af liderlighed, selvom det godt nok er længe siden sådan noget har været forbi hendes tørre underliv.
Der er myg, siger Han. Jamen, se, hvad jeg har med i bagagen, siger Hun og hiver et kæmpestort myggenet frem. Du må meget gerne låne det, siger Hun, håbefuldt. Men han har ikke brug for det, han er i gang med at sætte myggenet for alle vinduer.
Det er første dag. Eller halvdelen af første dag. Derefter flytter kaptajnen ned i motorrummet, og den eneste nøgenhed, hun ser derefter, er revnen, der kravler op over buksekanten. Revnen sveder også. Faktisk sveder hele manden ovedådigt. Fra tid til anden stikker han hovedet op og beder om en pepsi light. Med citrus.
Natten er ensom. Bortset fra myggenettet, som falder ned og lander ovenpå hende. Der er dømt fri adgang for dræbermyg, som hun ikke kan høre på grund af ørepropper.
Hun har en knæskade med hjemmefra. Ingen hindring, tænker Hun. Han inviterer på bytur, hvor han gavmildt samler en foldecykel til Hende. Den pensionerede slags, hvor kæden har slået et buk af rust. Det går fint, brillerne smiler, mens Hun triller ved hans side ud mod nye eventyr. I første lyskryds bryder cyklen sammen. Hun ligger midt i overgangen med ømt knæ og blødende ben. Hun er flov. Han er flovere, det var jo ham, der samlede cyklen. Hun sunder sig lidt, men knæet har tilsyneladende ikke været glad for nærkontakt med asfalt. Det bliver enden på den bytur. Hun humper tilbage til skibet og resten af dagen indtages en god mix af panodil, ipren og alkohol. For det er jo så synd for Hende. Det er det i øvrigt ofte.
Intet er endnu gået efter planen. Men der er tid, tænker Hun. Næste gast kommer sent næste aften, og de henter hende sammen ved toget. Hun med løbehjul, for det rådne knæ kan jo ikke klare den lille gåtur. Hun skal da lige ses an, måles og vejes, rangeres på konkurrentlisten. Hun venter udenfor stationen med sit løbehjul, fordi Hun har glemt mundbind, henter han hende ved sporet.Hej, siger kvinden med et stort smil og et fast håndtryk. Hun hedder Avilda-Katrine, men kald hende endelig AK, siger kaptajnen. Hans krop er livlig og t-shirten er ny og ren.
AK spørger interesseret til Hende. Til hendes arbejde, som der er for lidt af. Til Hendes børn, interesser, uddannelser, til hest med det. Og Hun fanger sig selv i sin egen talestrøm mod denne nysgerrige kvinde, som ikke taler om sig selv. Det er egentlig lidt mistænkeligt, for det gør ingen jo. Og Hun overvejer et øjeblik, at denne kvinde dog er det mest sympatiske, Hun længe har mødt. Lige indtil Hun ser kaptajnens øjne. De gnistrer. De svømmer i lidenskabsolie. De er bløde og har kun øje for en ting. AK’s mund, som med et stille smil og smukke tænder tilbyder nysgerrige sætninger og ører, som står på medhør.
Ak får forkahytten. Jamen, det er da logisk, tænker Hun. Måske inviterer kaptajnen så Hende til at overnatte i sin kahyt? Nej, han peger på hundekøjen i salonen. Den er da fin, siger han. Der sover jeg, når vi sejler. Åh, så dufter den måske lidt af ham, tænker Hun, og viser med rummelighed, at Hun da SÅ gerne viger pladsen, og hele Hendes krop vrider sig i uenighed over at blive stuvet væk og af vejen. Men kroppe skal tie stille, og følge hjernens overbevisninger.
AK tager på bytur næste formiddag. Min chance, tænker Hun. Nu har vi hinanden helt for os selv. Hun gør et sidste forsøg. Ifører sig tætsiddende svømmedragt, hætte, ørepropper og safeswimmer, så havnens både kan se Hende. Så han kan følge Hende. Se, jeg svømmer ikke længere i min egen sø, jeg svømmer i DIN havn, captain, oh my captain. Men han ser ikke noget, der er lige et rør, som skal skiftes på vandvarmeren, så han forsvinder ned i sit motorrum, igen. Da Hun stiger op af havnen som en haleløs havfrue kan Hun ikke høre, hvad han siger. Sådan taler de sammen et stykke tid, indtil Hun husker på ørepropperne.
AK kommer tilbage fra byturen, med et nyt flagrende tørklæde om hårpragten. Hun er overmåde intelligent, socialt også. Men hun kan ikke koge et æg. Så kaptajnen viser hende galant, hvordan det gøres ombord. Sådan får de to alenetid i et-mands køkkenet. Hun hører pludrende lyde fra kabyssen. Pludren har aldrig været Hendes spidskompetence. Det er til gengæld skarpe skud fra hoften, som ofte rammer helt forbi. Kaffen smager elendigt. Men æggene skal nok blive perfekte.
Her sidder de tre omkring et bord. AK har lagt benene over kors og underholder kaptajnen med dyb viden om antikkens demokratiske konstellationer. Udmærket. Havde det ikke været for de lysende øjne, som er som magnet på kaptajnens opmærksomhed, så kunne ruiner og gamle guder godt passe sig selv. Men dette kræver tydeligvis en indsats fra Hende, så hun googler hastigt et par facts, mens hun får tømt sig på havnens luksustoilet. Hun humper tilbage, blot for at opdage, at kaptajnen og kvinden er gået en tur.
Slukøret tager Hun en beslutning. Stolthed har heller aldrig været en spidskompetence, men her er der intet at stille op. Det nærmeste Hun kom på hans interesse var, da hun behændigt og sikkert sejlede hans store skib på plads. Det tæller også, men ikke i hjertets økonomi.
Hun pakker sine to tasker, sommerkjolen kom aldrig i brug. Måske var det derfor? Taktikken med sejlershorts og sko med hvide såler virkede i hvert fald ikke.
Det værste er ikke, at Hun ser sig slået af en lidt yngre kvinde med strithår og store bryster. Det værste er, at denne kvinde er så interessant og behageligt selskab, lyttende og uselvisk ægte interesseret i sin omverden og andre mennesker. Nej, det er ikke det, som er slemt. Det er det, som Hun får øje på, når Hun opdager at kaptajnen ikke tænder på interessefællesskabet og den pæne krop. Men at han falder for mennesket under det hele. Og at Hun ikke er sådan et menneske, som han kunne falde for.
Nå, men heldigvis står der nye jagtrevirer klar. Mon ikke der er en stakkels pilot, som Hun skal i gang med at fiske ned fra himlen?