Endnu engang kaster Hun snøren ud og haler ind – kaffedate. I morgen? Tindermanden dukker op i et tilfældigt swipe til højre.
”Hi sailor, where are you?”spørger han, og fortsætter: ”Jeg er på Langkawi i min jordomsejler”
Hendes hjerne lyser op i regnbuefarver. Det må være skæbne, her er Hun på vej på cykel til Langkawi, ankommer næste dag, og så er HAN lige der. Manden med båden.
”Jeg kommer til Langkawi i morgen”, svarer Hun.
”Har du lyst til en kaffe eller et glas vin?”
For hvert tråd blev drømmen dybere, tanken om en skæbne så vild. Og varmen får hjernen til at koge endnu mere. Den lange stegende hede cykeltur med obligatorisk punktering og storgrinende tilskuere, fatamorgana på ophedet asfalt.
”Jeg er der i morgen”, siger Hun.
Uden direkte at svare på invitationen. Lidt forsigtig, lidt stolt. Og samtalen bliver pludselig meget spændende, nærgående, indgående – meget bliver vendt og drejet på skærmen, fra de praktiske til de personlige og pinligt ærlige emner. Tæt på noget sensuelt og intimt, men aldrig over grænsen. Han virker som en gentleman, midt i al lækkerheden. Fotos sendes ud i cyberspace og ind i deres øjne. Krop, ansigt, smil, øjne, fedtprocent – alt i alt en lækker buffet. Hun falder i søvn med opadvendte mundvige og champagne i hjertet.
Kilometer forsvinder bag Hende – i dag vil han stå foran Hende. Lige om lidt. Efter en times færgeoverfart. Hun har satset på en meget tidlig overfart – og skuffelsen er stor, da billetdamen fortæller, at den første færge er 2 timer senere, og derefter vil tage 3 timer. En rusten bilfærge.
”Men – det kan jo ikke passe!” Hun har undersøgt alle afgangene.
”Nej, der er ingen andre muligheder”, siger damen nøgternt i den smalle sprække.
Skuffelse og slap muskulatur. Nu var det lige så perfekt. Og Hun havde altid styr på det. Hun betaler og kører ombord, og må indse, at Malaysisk offentlig transport bare er ligeså utilregnelig, som de siger. Lige til det øjeblik Hun står på dækket og ser den hurtige færge planmæssigt forlade kajen overfor – spruttende afsted, med et strejf af spot i kølvandet.
Hvor er den søde skæbne nu, tænker Hun? Måske er det meningen, at Hun skal bygge forventning endnu mere op, under endnu dybere dialog, mens Hun sidder på dækket i skyggen og vinden og kigger frem mod kærlighedsøen. Ja, det MÅ være meningen, og Hun skal være tålmodig. Og glæde sig.
Det er sikkert også meningen, at Hun skal miste al dataforbindelse, så Hun til sidst kun har en podcast med den korte radioavis. Og en udsigt. Og en tandløs kaptajn og hans førstestyrmand, som gerne vil sælge Hende en chrysantemum-the, mens de griner af denne rynkede kvinde i tætsiddende lycra.
Øens skønhed udefra og ind, den smukke sejlads mellem øerne. Det bliver så godt, tænker Hun. Er der ikke lige rigeligt bakker? Det gør ingenting, Hun får måske alt muligt andet at lave end at cykle øen rundt. Men hov – færgen sejler jo forbi havnen, hvor han venter? Hun spørger et par passagerer. De forstår ikke engelsk. Hun spørger en gast. Han peger bare fremad mod land i det fjerne. Og et øjeblik går Hun helt i stå. Hvor på øen ender Hun nu? Og ikke mindst er det jo ensbetydende med mange flere kilometer end planen. Og værre – Hun vil ikke kunne overholde den foreløbige aftale. Og heller ikke kunne kommunikere, for der er stadig ingen dækning med Hendes telefon.
En kvinde uden kontrol. Og dem som kender Hende ved, at det er en uvelkommen følelse. Faktisk helt ubehagelig.
Endelig landfast igen gør Hun, hvad Hun kan for at komme hurtigt frem til sit hotel. Fødder og lår skriger af smerte, og sveden perler ud af alle porer. Hotellet har Wi-Fi. Endelig kontakt med manden igen.
”No worries,” siger han, ”jeg tager lige en tur i træningscenteret, så mødes vi bagefter.”
Og Hun får en blændende ide – hvad med at mødes og få lidt fodmassage – sidde ved siden af hinanden og snakke, mens de stakkels fødder og ben får kærlig behandling?
Nej – det magter han ikke, der er så frygteligt mange prostituerede i den branche. Hun overvejer ikke at tænke på, hvorfra han lige har den erfaring. Hendes hjerne steger stadig, og han vil jo nok bare være helt alene sammen med Hende. Så dejligt.
”Ok, jeg sætter mig på Restaurant Kauboi og venter på dig,” siger Hun.
”Jeg finder dig, jeg er mobil.”
Hun går i bad, men opdager i al vådhed, at de har glemt at give Hende håndklæder. Med et lagen omkring kroppen bevæger Hun sig ud på gangen, og når næsten at komme tilbage til rummet med sit håndklæde inden 4 lavbenede indere nedstirrer Hendes ynk. Bare vent, tænker Hun. Denne ynk kan godt gejles op. Hendes eneste tøj bliver strøget, og håret kommer til at sidde fint. Det tør ikke andet.
Den høje smukke yngre mand på sin røde scooter i medvind, et dugget visir på den alt for store hjelm bliver slået op, og et blændende smil toner frem. Det kan kun blive godt, tænker Hun. What’s the catch, hviskede en celle nede i storetåen.
De giver hinanden et kram, længe. Mødes i øjne og smil og ord. Og taler, længe, længe – tiden forsvinder – før de kommer i tanke om verdslig sult. Hvem er du, hvad laver du, hvor bor du, hvor har du rejst, hvilken båd har du, hvor er du vokset op, hvor meget træner du, hvad elsker du at lave. Ja, han er jo rimeligt beset ret perfekt, selvom han ikke er vegetar. Og hans store sejlbåd nede i havnen, Hun har checket den ud på nettet –
”Så du sover i agter kahytten?’”
”Ja, jeg har endda air con”, smiler han, forsigtigt frækt.
De kommer tæt på lyster og lidenskaber og finder hinanden uden fordomme. Ja, bevares, Hun er ældre end ham, men det er tilsyneladende heller ikke et problem for ham. Det viser han med krop, øjne, berøringer. De bestiller mad og en øl. –
”Alkohol er gift, you know”, siger han, og peger på sit vaskebræt. ”hvordan tror du, jeg holder min Body fat på 10%? Drikker højst 1-2 øl om ugen!”
Dejligt tænker Hun, og aflyser i sit hoved med det samme bestilling af flere øl. Maden og stemningen og smil og glæde bliver slugt i en lind strøm sammen med Kaubois lækre thai-retter. Til ingen penge. Han bliver mere og mere nærgående, flytter stolen tættere på, og Hun kan lide det. Og viser det. Grønt lys.
”Men – hvorfor er en lækker mand som dig single?”
”Det er jeg ikke, jeg er gift”.
Den stegte hjerne standser al aktivitet, kæden falder faktisk af. Ingen power-output der i et par sekunder eller 10.
”Øhh…. hvad laver du så her med mig?” fremstammer Hun – et standardspørgsmål, Hun har indlært til øjeblikke som dette.
Og mens han sløvt og tungt og uinspireret lirer et ligeså standard svar af, indøvede meninger omkring savn og lidenskabsløshed og Hun ville ikke sejle og han kunne ikke forlade og de var bundet sammen i en dyr condo i verdens dyreste by og af en hund, og han flygtede fra Singapore for at bo på båden og trække vejret, og hun havde alle sine veninder men syntes ikke om hans krop.
Magien har fundet et nyt kontinent at hygge sig på. Hun ønsker et øjeblik, at Hun kunne skylle hans ord ned med endnu en øl, men Hun magter ikke at bestille den. Måske vil han tolke det som et ønske om at fortsætte, og det signal vil Hun ikke sende.
”Jeg tror, jeg er lidt træt”, siger Hun, ”jeg må få hvilet mig, skal jo tidligt op, og tænk – klokken er kun 2030, men jeg har været oppe siden 0530, så mine ben er lidt trætte, og….”
”Har du lyst til selskab”, spørger han.
Et godt forsøg, men håbet i hans øjne er ikke overbevisende.
Øh, nej tak, det har Hun ikke.
”I dont do married men, not anymore”.
”Men, jeg er virkeligt tiltrukket af dig”, siger han.
”Tak, been there, done that. Og det gør altid ondt på nogen. På et eller andet tidspunkt”.
Hun går i gang med sin lange forklaring, men han stopper Hende med det samme.
”Jeg har ikke brug for den information”
Hans blik finder alle mulige andre steder at være. Og han kalder på tjeneren, – two bills, please. Og tjeneren kommer med 2 øl.
Hun begynder at le hysterisk indeni – det var jo vildt sjovt pludselig – tjeneren havde hørt ”two beers” – og det er jo det sidste, han vil have. Mere alkohol, der kunne true hans fedtprocent og hans flugtvej.
Den stakkels tjener bliver sendt ud igen, og kommer tilbage med en regning. Og manden studerer febrilsk svedende den fælles regning, 42 Ringit i alt (62 kr). Han lægger 18, for Hun har trods alt bestilt en ekstra ret og en flaske vand. Et øjeblik tænker Hun, at Hun gerne havde betalt det hele, og derved frarøvet ham de sidste gram værdighed. Hun lader det blive ved tanken.
Han går. Uden at sige pænt farvel, eller tak for snak. Hen til den røde mobilitet og det duggede visir. Bilerne har spærret ham inde, så han kan ikke komme hurtigt væk, ligner en desperat kakerlak på flugt. Fanget blandt folk og biler og skuffelser.
Hun kigger på ham længe, mens han spræller, venter på en mulighed for at vinke farvel, en sidste menneskelig gestus, men den kommer aldrig.
Hun siger pyt-pyt, igen og igen, hele vejen tilbage til hotellet. I mørket stryger Hun sin standhaftighed over kinden. Og slipper håret fri fra sine forpligtelser. Det havde været så nemt, en varmblodig mand og en hed nat med hud mod hud. Hun er glad for sine grænser. Og skuffet over sin naivitet. Og forundret over alt det spændende, som livet byder Hende. Og et lille smil finder vej, der midt i mørket og duftene af bilos, indisk mad og affald. Hun tager et valg.
Fiskesnører og garn bliver hevet i land, fiskestænger pakkes sammen og bliver gemt væk. Hun smutter fra denne fiskeplads, tænker Hun, og klukler ved tanken om sin egen latterlighed. Og laver en note i sin virtuelle dagbog: Kære mand, hvis du er derude, så find mig. Jeg leder ikke mere.
