”Zentime psykologer, godmorgen, hvad kan jeg hjælpe med?”
”Psykologer? Er der ikke kun en, altså dig?”
Hun bliver endnu engang irriteret over, at hun har valgt at give sin enkeltmandsvirksomhed et flertalsnavn. Idiotisk. Som om hun nogensinde kunne blive så kendt og populær, at der var plads til at ansætte psykologer i hendes virksomhed. Men, dengang lød det flot. Og fremtidssikret. Nu er det bare en irritation, som skal skyldes ned igen i aften med et stort glas fra den åbne flaske.
”Jo, det er det. Hvad kan jeg hjælpe med?” spørger hun med den mest imødekommende stemme, hun kan fremdrive.
”Øh.. jo, altså, jeg er blevet anbefalet at ringe til dig, altså at få en tid hos dig. Kan jeg det?”
Hun skal lige til at svare, at selvfølgelig kan han det, hvad tænker han dog på, det er jo derfor, hun har en klinik og cvr-nummer og årsopgørelse og fanden og hans pumpestok. Og at der ikke lige umiddelbart er noget til hinder for en hurtig tid. Men, hun når at stoppe sig selv.
”Jeg må lige høre, hvad dine udfordringer er” siger hun så professionelt hun kan, hun er da fløjtende ligeglad med hans udfordringers art, bare hun kan få penge i kassen. Men etikken, etikken siger, at hun skal spørge.
”Jeg har… øhh… fået dig anbefalet… fordi…
Kom nu med det, det er måske noget med angst?
”Fordi jeg har lidt udfordringer med min seksualitet!”
Hun er lige ved at sige – det har jeg også – men da promillen endnu ikke er over 0.2, så holder hun sig i skindet og svarer imødekommende
”Ja, og hvornår vil det passe dig, så kigger jeg lige i min kalender, og håber at der er en åbning”.
Åbning? Der er ikke andet. Blanke sider i kalenderen. Så blanke, at man skulle tro, at virksomheden for længst var lukket ned. Papirskalender er et godt tegn på forfald.
”Vil det være muligt i morgen? , ja… jeg ved godt, at det nok ikke er, men… hvis du nu har et afbud?”
Hun bladrer og bladrer, mens hun holder telefonen ned til den tomme kalender.
”Jamen, se der, der er faktisk et afbud i morgen kl. 14, hvad siger du til det?”
”Det er fint, tusind tak” siger han med en stemme, der bærer præg af lettelse. Men den ændrer karakter i næste øjeblik.
”Skal jeg tage noget med? Altså, hvordan kan jeg forberede mig?”
Hun tænker over, om hans unge lyse stemme passer med hans alder.
”Du skal bare komme som dig selv, hvis du kan. Hvad hedder du i øvrigt?” siger hun med lidt lattermild stemme. Måske kan det gøre ham lidt mere rolig, hvis hun bruger humor.
”tak, det vil jeg gøre, jamen så …øh.. og jeg hedder Morten ”
”Og du har adressen?”
”Ja, den har jeg. Tak for det. Igen.”
Hun takker tilbage, og sætter sig tungt tilbage i stolen. Hvorfor i alverden kommer der pludselig en kunde? Hvorfor kan hun ikke bare stille og roligt og i fred fortsætte sin gliden ned ad den sumpede slidske, som hun så fint har pyntet med glat forsvar og lunkne snacks og drinks på rad og række. Det er egentlig ikke særligt rart, at hun nu skal tage sig sammen, for en enkelt samtales skyld. Det er langt nemmere at gribe efter den våde ven og lade arven betale for huslejen. Hun fortryder, at hun tog den telefon.
Det ringer på døren. Klokken er 14, og der står en skygge udenfor, som vil ind. Hun ved naturligvis godt, at det er ham, og alligevel har hun håbet, at han ikke ville holde sin aftale. Ligesom Hun selv er ret ferm til at finde på dårlige undskyldninger for ikke at møde op, så har Hun hele dagen håbet, at han gjorde det samme.
Med langsomme tunge skridt slæber Hun sig hen til døren. Hun retter sit flagrende pandehår, som ikke har set en ærlig frisørsaks i et halvt år. Døren knirker lidt, og hun får en hurtig tanke om at huske at give den olie.
Foran hende står en ung mand, ganske nydelig klædt, lidt moderne skægstubbe og buskede øjenbryn. Og øjnene, et festfyrværkeri af spørgsmålstegn og flikflakkeri, fra Hendes øjne, til Hendes mund, til Hendes hænder og til sidst til jorden. Stakkels fyr, tænker Hun. Hans generthed giver Hende et boost til selvsikkerheden. Magtbalancen er i orden, mærker Hun. Hans udfordringer kan bare komme an.
”Velkommen, øh.. hvad var dit navn nu?” Hun ved udmærket, hvad hans navn er, det handler blot om at bevare illusionen af travlhed.
”Morten”, siger han, ”Morten Fidele”.
”Kom indenfor Morten”, siger Hun og peger ind og hen mod stumtjeneren, som ærbødigt venter på lidt klædestykker. Hun smiler usynligt over hans navn, det lover godt.
De sætter sig overfor hinanden, Hun i sin dybe sorte læderstol med lammeskind, han i den store røde sovesofa, et fejlkøb til en længst svunden drøm. Han kigger nysgerrigt rundt i det lille lokale, hvor Hun har pyntet med alle sine studiebøger i total uorden. Nej, ikke helt, de er sorteret efter højde.
”Nå, Hans, jeg vil lige indlede med at ridse lidt kontekst op for dig, er det ok?”
Han nikker og kigger alvorligt på Hende.
”Jamen, jeg anbefaler, at man committer sig til mindst fem sessions, med den mulighed, at hvis man efter to ikke længere ønsker samtaler, så kan man frit forlade aftalen. Ok?”
Han nikker igen. Hans hænder fjoller rundt over og under hans lår, det irriterer Hende.
”Og jeg anbefaler også, at du laver hjemmearbejde mellem vore sessioner, derved kommer du bedre i mål med dine udfordringer.”
Han nikker og nikker, men siger ingenting.
”Godt så. Jeg skriver notater, mens vi taler sammen, og du er altid velkommen til at få indsigt. Alt, der foregår her, er naturligvis fortroligt, og alt det skrevne bliver gemt i aflåste kartoteker.”
Nu nikker han ikke længere, åbner munden, og ser ud som om, han vil sige noget. Men nej, der kommer kun et langt suk.
Hun overvejer, om Hun skal spørge ind til det, men det bliver alt for besværligt alt for hurtigt.
”Nå, Morten. Fortæl mig, hvad kommer du med til dagens samtale, hvad har du på hjerte?”
Han kigger ned i bordet. Det er tydeligt, at han ikke rigtigt har lyst til at åbne sig op. Måske har Hun været lidt for kontant? Måske går han igen? Nej, det er drømmetænkning, så heldig kan Hun ikke være. Endelig åbner han munden for at sige noget. Hun kigger lidt til siden, og lidt ned, for at give ham plads.
”Jo, altså, det er lidt pinligt, faktisk”. Ja, hvad er ikke pinligt i disse dage, tænker hun.
”Jeg er gift med en dejlig kvinde, vi har to små børn, og de er som børn er, larmende og til tider irriterende. Men jeg elsker dem alle tre meget højt.”
Hvad er problemet, tænker hun, spilder han hendes tid? Og Hun hans?
”Javel, fortæl endelig..” siger Hun, og får et øjeblik kontakt med sin bunke af regninger, Hun skal huske at betale.
”Jo, min kone gider ikke… altså, har ikke lyst til det samme som jeg”.
Åh nej, endnu en af dem, ingen koner har lyst til det samme som deres mænd!
”Hvad har du da lyst til?” spørger Hun med hovedet lidt på skrå og et inviterende smil.
”mmm…. Skal jeg ikke fortælle mere om vores liv og sådan?” spørger han, tydeligvis ikke klar til at få fisken på disken.
”Hvis du vil, men nogen gange betaler det sig at gå direkte til sagen”, siger Hun, velvidende, at det aldrig sker i virkeligheden.
”Nåh, ok. Jo, men altså…. ” Han nøler. ”Jo, altså, jeg kan godt lide at få blow-jobs”
Åh gud, der det der, vi er, tænker Hun. De har små børn, konen har mistet lysten, især til hans lem, bla bla bla. Hun skal lige til at kommentere, men ser, at han har mere på hjerte.
”Og, ja, så vil jeg også gerne være nøgen, sådan rundt i huset. Men hun synes jeg er … klam!”
Hun kigger undersøgende på den unge mand, det smukke ansigt, den trænede krop, hun ser intet klamt lige der.
”Ja, og?”
”Jo, altså – jeg er nok totalt syg i hovedet, men jeg kan altså godt lide, at nogen kigger på mig, og kalder mig grimme ting. Såå…”
”Grimme ting?” Samtalen begynder at blive lidt interessant, bare lidt.
”Ja, du ved. Sådan noget lidt nedsættende, om min krop. Eller min pik. Eller noget andet personligt.”
Den havde Hun ikke set komme, og Hun skubber lidt til omdrejningerne i hjernen, ville ønske, at Hun ikke havde drukket så tæt i går.
”Vil du give mig et eksempel?”
Han vrider sig, og hans fødder trommer løs under sofabordet. Hun ser en svedperle trille ned langs øret. Der er vist ingen tvivl om, at dette er vigtigt, for ham.
”Øh, .. jo, hvis hun nu kunne lokkes til at skælde mig lidt ud, sådan kalde mig en lille svans med en minipik, så ville jeg tænde på det. Men når Hun ikke gør, når hun kalder mig skat og pus, så føler jeg mig … så umandig”.
Meget har Hun hørt og set, men dette er nyt, altså i en klientsamtale. Hun retter sig lidt op i stolen, skyder pandelokken til side igen, og gør klar til at hjælpe. Hun har ingen anelse om, hvordan, men Hun vælger at lave et lille testforsøg.
”Jeg kan godt se, at du er lidt af en svans”.
Han letter nærmest fra sædet, spærrer øjnene op og kommer med et dybt suk.
”Tak”.
Han siger tak, og ikke et ord mere. Så sidder de sammen stille et par minutter, de virker vigtige.
”Det er helt normalt”, siger Hun endelig, uden helt at mene det.
Hans øjne skinner, bløde, fugtige. Hun har ramt ram, det er tydeligt. Nu finder han sin stivhed igen, retter sig lidt op og fumler med sine fødder igen. Det går jo ikke, tænker Hun. Nu gik det lige så godt.
”Vil du gerne have, at jeg taler nedsættende til dig? Hvad giver det dig?”
”Altså, jeg ved godt, at jeg er mærkelig. Min kone kalder mig syg, og det værste er, at så tænder jeg. Så bliver hun helt afvisende, og så tænder jeg endnu mere. Men vi har fundet en lille vej, der giver os begge lidt. Når hun giver mig ordre til noget, f.eks. at vaske vinduerne eller slå græsset, så får jeg lov til at gøre det i bar overkrop. Og senere vil hun måske gerne have sex.”
Ah, en byttehandel.
”Og det virker for jer? Så hvad er din udfordring, eller jeres?”
”Det er bare ikke nok!” Han kigger ned, svedperlen har nået hans t-shirt og lavet en lille plet.
”Ok, ja, det er vel også begrænset, hvor mange gange man kan vaske vinduer!” siger Hun, i et forsøg på at være morsom. Det er Hun ikke, og trækker hurtigt smilet tilbage igen.
”Beklager, jeg overtrådte en grænse.” siger Hun, men Hun ser samtidigt, at der er flere svedperler på vej. En er et tilfælde, flere er et mønster.
Hun forsøger at dirigere samtalen hen på almindeligheder, såsom hans opvækst, forholdet til forældrene, til konen, til vennerne. Og han svarer lydigt men helt energiløst. Som om hans krop vil sige, at det ikke er det, han er kommet for. Hun har glemt at servere vand for ham, og henter derfor en kande og noget vand. Da Hun kommer tilbage, tager han mod til sig.
”Jeg har en forespørgsel. Jo, altså, jeg fik dig anbefalet, fordi jeg ved… altså… du har noget erfaring med noget med reb, ikke?”
Jo, det har Hun da. Men Hun svarer bare med et nik. Tænk, hvis han optager samtalen!
”Jeg ved godt, at det er langt ude…. Men faktisk, så ville jeg så forfærdeligt gerne finde ud af, hvorfor jeg har disse behov. Altså, jeg har også lyst til at blive bundet stramt og kaldt grimme ting imens”.
Hun kan se, hvordan sveden nu kommer indefra t-shirten og breder sig i en pæn klat foran. Hun sveder faktisk også lidt selv. Hvad mener han? Er han ikke kommet for at blive repareret?
”Jeg er nødt til at spørge direkte, hvorfor er du kommet her? Jeg bliver i tvivl om, hvad du egentlig søger” siger Hun endelig.
”Jamen, … ” han leder efter ordene. Hun leder efter at tiden går, så Hun kan få et glas vin.
”Jo, med din erfaring, så tænkte jeg, at jeg måske kunne betale dig for at binde mig, for at sige ting til mig, for at beordre mig til noget – for vi har faktisk ikke flere beskidte vinduer derhjemme”. Der kommer et lille smil på hans læber, lidt humor har han.
Hun begynder at se, hvad han mener. Og bliver med ét i tvivl om, hvem Hun er som professionel. For Hun får lyst, ikke seksuelt, bevares, men lyst til at se, hvor dette kan gå hen.
”Tag din t-shirt af!” siger Hun i en pludselig indskydelse og fortryder med det samme. Hun kan jo miste sin ret til at udøve psykologi på denne konto.
”Ja, frue”, siger han, og på et splitsekund har han hevet den halvvåde t-shirt af, og afslører en veltrænet overkrop med sixpack. Sådan en har Hun ikke set i årtier, og synet lammer Hendes stemmebånd for en stund. Der sidder han, igen med de blødeste øjne, tiggende øjne. Øjne, der lyser af taknemmelighed.
”Tak, frue. Jeg er så glad nu”.
Selvtak siger Hun ikke. Lidt har Hun dog lært om SM verdenen, og en af tingene er, at den underdanige elsker sin rolle, hvis den anden respektfuldt holder fast i sin styrende rolle. Hun lader ham sidde lidt og mærke efter. Nok mest, fordi Hun ikke helt ved, hvad hendes næste skridt skal være.
”Vil det gøre dig glad, hvis indholdet af vore møder ikke handler om samtaler omkring dine udfordringer hjemme? Hvis du har et rum til at udforske, hvordan du har det med at være slave?”
Så blev der sat et ord på, et prædikat, en syndsforladelse for noget, han ikke bør skamme sig over. Stemningen skifter tilbage til klientrollen, for ellers kan han ikke svare.
”Ja, det er nok det, jeg gerne vil. Ser du, min kone synes jeg er klam, når jeg ikke er stærk og den, der bestemmer. Men, hun bestemmer jo hele tiden alligevel, selvom hun ikke synes. For hun bestemmer jo også over min seksualitet, når jeg ikke får lov til… altså når hun ikke kan se mit behov for … ”
”Så dit ønske er, at f.eks. en som jeg giver dig det? Og det seksuelle?”
Han kigger først lidt forvirret på Hende, måske har Hun misforstået.
”Nej nej… altså ikke noget seksuelt, overhovedet. Jeg er tro mod min kone – altså har fået lov til at få blowjob af andre… men selvfølgelig ikke dig!”
Hun tænker, om Hun skal blive lidt fornærmet, måske hentyder han til hendes alder og udseende?
”Det er godt at vide. Nej, det ville absolut heller ikke være aktuelt. Godt så, så du vil gerne udforske at være underdanig, at være en slags slave, og … hvad vil det give dig?” spørger Hun igen på ægte coach-stil.
”Give mig? Jeg har brug for at have et sted, hvor jeg kan føle mig fri og som mig selv. Og min kone kan ikke give mig det. Jeg er villig til at betale for det. Vil du hjælpe mig?”
Hun har uhyggeligt svært ved at sige nej til et menneske, der beder om hjælp. Bare fordi det er en grundlæggende værdi, at Hun føler sig værdifuld, når Hun yder noget for andre. Så Hun siger ikke nej, selvom det overskrider alle grænser for hendes fordums professionelle selvbillede. WTF. Hun er jo ikke professionel uanset hvad. Hun gider ikke være det. Hun gider faktisk ikke så meget. Men han tilbyder noget andet, en anden vej. Hun får en kreativ indskydelse.
”Ned på gulvet og 10 stærke!”
Og inden Hun har nået at fortryde, så er han sprunget ned på gulvet og går i gang med armstrækkere, og Hun tæller. En – to….ti, elleve… hov.. det er jo mere end 10.
”Hvad er det, kan du ikke tælle?” hendes stemme er lidt hårdere, skyder med skarpt.
”Undskyld frue, jeg blev så forvirret og glad”.
”10 mere – sæt i gang!”
Denne gang tæller Hun højt, og den svedige glade mandekrop pumper op og ned. Da han sætter sig op i stolen igen, forpustet og med glade øjne, ved Hun, at han kommer til at give Hende langt mere, end Hun nogensinde kan give ham.