Hun savner sig helt ud i 3 forskellige profiler på 3 medier. 3 fiskestænger, 3 snører med forskelligt avn på krogen. Billederne er kun smule manipuleret til at matche pågældende medie – og fotos er altid subjektivt dem, der får Hende til at fremstå yngst og med et minimum af dobbelthager og tidslinjer.
Profilen, hvor Hun i går halede denne mand ind, findes på et af tidens mest usandsynlige platforme for kærlighed – Tinder – og ovenikøbet i et land, hvor 95% af mændene er asiater, og (derfor) bliver swipet til venstre. Bare fordi. Og ikke bare fordi. Ved eftertanke drømmer Hun nogen gange om at finde en smuk høj asiat – helst delvist japaner – som kunne sparke benene væk under Hende. Men, når en lignende en sjælden gang dukker op på skærmen, så tør Hun ikke alligevel. Tinder er mit hyggelige tidsfordriv, tænker Hun selvretfærdigt selvforklarende.
Kaffe-date – et fint neutralt sted at mødes. På vej i taxi dertil falder Hendes tanker et øjeblik på forskellen mellem dette møde og andre – denne gang har Hun ikke nået at få følelser, ikke nået at se lyset i den anden, ikke nået at drømme ham perfekt. Meget smart, tænker Hun. Så kan det jo kun blive godt, for så skal han – og Hun – ikke leve op til noget, udover at matche billederne (ja ja – Hun har trukket mindst 10% fra, han er vel ikke anderledes end Hun, når det gælder manipulation).
Han er forsinket – Hun sidder i lårkort (fordi det er varmt, og fordi Hun har pæne lår) og venter ved baren ud mod gaden. Den oser og støjen er et sammensurium af biler, mennesker, cykler, støvsugere, glas, der klirrer og kaffemaskine, der brygger. Hun venter – helt uden at kigge på sin telefon – i flere minutter. Så checker Hun – ”in the way now”.
Ok så, tænker Hun. Første fejl. Eller også var det faktisk lige det, han skulle blive. I vejen. Hun smiler lidt af sin dårlige humor og den benspændende perfektionisme.
Der kommer han, og som ventet ligner han i sin XXXL hvide T-shirt og slappe sandaler på ingen måde sit foto. Hun når lige at tænke, ”gør JEG mon det”? før han kaster et svedigt kram i Hendes retning, så Hun presses lidt op mod disken. Måske ikke helt passende, men sikkert meget hjerteligt ment. De har trods alt udvekslet mindst 20 sætninger og billeder af sejlbåde på Tinder.
Hun haster sin krop og sit fokus mod spisesedlen på væggen bag den smilende kaffebarist.
”En æble-sellerijuice tak – og en bagel med flødeost og laks”.
Det må være 3 uger siden, Hun sidst har spist brød – hurra, det skal så ske i nuets nervøsitet. Han bestiller også en udefinerbar bagel og en kop sort kaffe. Hun får lige øje på hans tandsæt i forbifarten – her er vidst tale om ”kastet-rundhåndet-ind-med-bind-for-øjnene-tænder”. Med mørke pletter på. Halleluja – Hun er lige ved at anbefale en tandlæge til tandrensning der – men gør det ikke – før langt senere i samtalen.
De sætter sig ved et stort bord – alt for tæt, og alligevel forstår Hun kun halvdelen af, hvad han siger. Han taler hurtigt. Og dialekten er rodet og fra New Zealand. Og hans næse er stor. Men hans øjne er rare. Og han taler. Og taler. Og fortæller med det samme, uden at være spurgt, at hans søn er mongol, og hans kone skred i svinget med en tandbørste og nattøj på deres bryllupsdag for to år siden. Fordi Hun havde hovedpine og var sur. Meget sur. Hun fik næsten de nye naboer til at flytte også. Og han havde passet sin søn ved at få hjemmekontor, men nu skulle knægten som 16-årig på et hjem for unge i samme situation, så han ville flytte fra New Zealand til et endnu ikke afklaret sted i Asien. Derfor besøget til Penang, til Langkawi, til Dhaka (hvem flytter til Dhaka?) og til Chang Mai. Og han vil starte en import af biler fra østen til New Zealand, har allerede gjort det fra Australien til New Zealand i en del år (fordi man skrotter biler med en skramme på 30 cm – og de kunne så komme billigt til NZ). Og han sejler laser-jolle, rundt i verden. I Kina har de verdens bedste laser-sejlere, siger han. Og i midt-Kina skal børnene løbe 5 km hver dag i skolen.
Nu er der vel gået omkring 10 minutter hen i samtalen, og Hun tænker, at måske skal Hun også bidrage med lidt – måske har han lyst til at høre lidt om Hendes perspektiv på det hele.
Så da han leverer hvad, der kan minde om et spørgsmål om noget, han har talt om, så begynder Hun at kommentere på det. I hvert fald i 3 sekunder.
Så afbryder han, for han har jo noget vigtigt at sige lige der – ikke i forhold til det, Hun har sagt, men en helt ny sti.
Aha.. jamen, så går vi den vej, tænker Hun, og spørger lidt videre ind til det, nikker interesseret, og faktisk engang imellem, når Hun forstår hvad han siger, også overbevisende nysgerrigt.
Der kommer et par lejligheder mere. Hvor Hun forsøger at kommentere og give sit besyv med, men mønsteret er det samme. Og Hun, der normalt rimeligt tålmodigt kan vente på sin tur, er ved at få nok. Han har lige der faktisk spurgt Hende om en konkret ting, som Hun så begynder at svare på – helt relevant information omkring livet i Penang, hvordan man som udlænding kan gebærde sig – vupti, så er han igen igang med en tale om noget helt andet.
Så sker det. En lille hurtig sætning, som Hun ikke har set komme – den kommer hele vejen indefra den øverste knoglemarv;
”Undskyld mig, men du afbryder hele tiden, og det bryder jeg mig ikke om, og jeg er faktisk lige ved at gå nu”.
Han bliver stille. I hvert fald 1 sekund. Så svarer han.
”Ja – det gør jeg ofte.”
Hans øjne sveder en smule nu. Hun vil ikke sige undskyld, Hun står fast på, at Hun ikke har lyst til en samtale, hvor Hun hele tiden bliver afbrudt.
Og noget indeni Hende skammer sig. Og noget andet siger, at det skal Hun ikke. Komfortabelt er det ikke.
De sveder begge to nu. Hans krop ligner et bøgetræ i blæsevejr, som den svajer rundt, med den hvide T-shirt lidt for stramt om stammen.
Hun når at tænke, at dette er den mest bizarre situation længe. Men så finder Hun tråden igen, og høfligheden. Evnen til at fortsætte samtalen og give manden en chance.
Hans svedende øjne kigger med blødhed og spørgende, om Hun nu også bliver der? Ja, siger Hendes øjne og krop;
”Jeg bliver lidt endnu. Men intet er det samme. Så lad os tale som mennesker, hvis du kan”.
Solen steger og bager inderligheden til ukendelighed, og der bliver mere fortællen om hans eks-er og hans søn, om biler og sejl og noget med rejselyst. Og Hun får også fortalt lidt omkring kinesisk medicin. Især, da han har talt en stund om sit hjerteproblem, forårsaget af for meget træning, proteintilskud og bcaa, og hans forhøjede CK-niveau. Og at han nu ikke tør træne hårdt mere, fordi det har føltes som hjertefejl, men også handler om nyrerne.
”Nu tager jeg kun 20 forskellige tilskuds-piller hver dag.”
”20??” siger Hun, ”men hvorfor?”
”Jamen, det har jeg brug for, selvom jeg spiser sundt, så får jeg det jo ikke sundt nok i normal mad.”
Der må Hun hive fat i sin påståelighed hæftet på den nylige uddannelse.
”Du behøver altså IKKE tage 20 piller, måske behøver du slet ikke tage nogen. Du kan få alt i en velafbalanceret personlig kostplan, som først og fremmest skal få dit maskinrum til at fungere optimalt – mad, der er tilberedt – ikke råt/koldt, og ikke hot/branket/frityre. Sådan noget som ris og dampede grøntsager.”
Og så ruller Hun listen frem. Han kigger lidt måbende, og lytter faktisk nu. Og siger også, at han da måske gerne vil lære det – for tydeligvis virker det ikke, hvad han gør lige nu. Ingen sport, og 20 piller dagligt og overvægtig.
Hun vil gerne belære, men på den anden side tænker Hun også på en vej ud.
”Jeg har en aftale, men jeg kan lige nå at vise dig lidt lokal kultur.”
Og bevægelse er altid godt, bedre end irriteret stillesiden med et menneske, som Hun ved, Hun aldrig kommer til at have kontakt med fremadrettet. Bevægelse, en aktiv flugt, men høflig genvej på denne måde.
Efter kort visit på Jettyen og lidt lokalhistorie får Hun bestilt sin taxa, og han får et hurtigt og ikke så nært kram.
”Held og lykke på din vej, god tur til Langkawi”, siger Hun.
Og inde i taxaen stiger humøret mange grader, især da chaufføren er sød og snakkesalig, og spørger ind, så Hun endelig kan få lov til at fortælle lidt om sig selv.
