Fingrene hviler rastløst på tastaturet. Øjnene stirrer sitrende på skærmen med det tomme dokument. Skriv skriv skriv, det hvide kalder. Hun mærker mundvigende hænge slapt, i takt med skuldrende og brysterne og dellerne midt på maven. Kan man skrive sig selv smukkere, tænker hun. Og giver op i tanken på forhånd. Denne gang vil Hun være HELT ærlig. Og det er første løgn.
Så tager Hun en lur, for der er ingen ord på beddingen lige nu. Måske kan en saftig drøm genskabe fordums gejst. Men heller ikke drømmene viser sig nådige i dag. Skal Hun opgive? Drømmen, længslen, håbet? Eller er det en stram selverkendelse, at det er slut? Den plan, som afløser forrige plan, er slut. Nu er der ingen ny – og tomheden driver Hendes tanker i retning af at fylde ud med noget velkendt. En søgen. Efter Ham. Som alligevel ikke er derude. Sidst var han der heller ikke, eller også var han, men det blev som forventet endnu en ”duer ikke, næste”.
Hun beslutter sig for at skrive en tekst. For at være helt. Ærlig. Så. Virker. Det. Ikke. Hverken at skrive, eller at være ærlig. Hvordan i alverden gør alle I andre, tænker Hun.
Skriver I om jeres indtørrede fisser, som efter fødsler og overgangsalder knapt kan rumme en blyant? Skriver I om jeres tynde hår, som har opgivet at danse med farver og nu spalter i grå nuancer? Skriver I om dovenskabens slappe hud på baglårene, som lige skal have et ekstra stram-op-hold i centeret? Skriver I om rynkerne, surheden, utilfredsheden. Skriver I om, at I egentlig godt kan lide at drikke et glas for meget. Men at I har fortalt veninderne, at I kun drikker socialt? Og derfor drikker I mest alene foran den næste serie på Netflix?
Hvad fanden skriver I, så I får kontakt?
Hun vælger at skrive to tekster. Og derefter vil Hun lave sten saks papir med sig selv om, hvilken af dem, der skal stå på profilen. Ikke på Tinderen, for det medie har bandlyst hende for at lægge et foto af en rebindhyldet krop. Det var ellers røde pæne reb. Og ingen nøgenhed. Dobbeltmoralen får Hende til at le for første gang i en uge.
”Kvinde i sin bedste alder. (Ja, der er vel ret beset kun en at vælge imellem). Kvinde i sin bedste alder søger sin sidste kæreste. En livsledsager, som elsker livet, ler ofte, og som har friheden til at tage med på store eventyr. Her finder du en superglad, intelligent, impulsiv kvinde med begge ben solidt plantet i jord, himmel og hav, bogstaveligt talt. Jeg passer på min krop og min sjæl, og mine mange hobbies fylder glæde ind i mit liv. Jeg bor skønt ved hav og strand, og vil gerne dele det hele med dig. Hvor er du skønne mand, som har styr på dit liv? Som har lyst til at sejle, stå på ski, flyve, cykle, løbe, svømme, danse med mig?”
Godt så. Det var jo nemt. Gentagelse. Nu kommer det svære.
”Kvinde, som mærker alderen trykke søger mage. Du skal være perfekt. For det er jeg ikke, så jeg har brug for noget at spejle mig i. Noget at leve op til. Ellers kommer jeg til at kede mig. Jeg kan egentlig godt lide sex, men pga tørhed i undervognen, så skal du ikke være for stor. Så må vi finde på noget andet. Jeg kan også lide at lege med reb, altså binde mig selv og andre. Men gider ikke sex sammen med det, det er kun fordi jeg er lidt nørdet med reb. Jeg kan også godt lide at cykle, men alle mine cykler er i stykker for tiden, fordi jeg er lidt for doven til at få dem repareret. Så det skal du helst kunne. Altså reparere… helst alt muligt, for jeg har også hus og båd og andre ting, der går i stykker. Jeg kan også godt lide at rejse, men lige nu står det lidt stille med det, for jeg har fået en hest, som jeg skal passe på. Jeg kan godt finde ud af at ride, men jeg er også lidt bange for det, især, når jeg falder af. Jeg kan også spille klaver, men jeg holder mig til de stykker, jeg lærte i min ungdom, er for gammel til at lære nyt, og mine fingre er i øvrigt lettere gigtplagede. Jeg kan godt lide at lave mad, bare ikke til mig selv. Så det bliver ikke til så meget andet end yoghurt og rugbrød med ost her i huset. Og frugt, selvfølgelig. Jeg er vegetar, måske er det hele derfor. Jeg drikker gerne alkohol, ikke for smagen og nydelsen og det sociale, kun for at blive tipsy. Jeg bliver ikke fuld, kan altid køre hjem. Men det er lidt lige meget med det, for jeg er jo hjemme det meste af tiden og måske endda oftere.
Jeg er ofte i lidt dårligt humør, især lige for tiden. Jeg har egentlig ingen grund at være trist, så jeg har også dårlig samvittighed over at føle mig utaknemmelig. Det bliver sikkert bedre, når du perfekte mand dukker op og redder mit hjerte og min sjæl. Skynd dig lige lidt, for jeg har nok ikke så mange gode år tilbage i bagagen. Og tak på forhånd.”
Hun læner sig tilbage i stolen og kigger på ordene. Misk-mask, tænker Hun. Navlepillende grænsende til det kedelige. En kedelig narcissist, sejl i dine egne øjnes sø. Sådan kan Hun jo ikke holde ud at have det i særligt mange sekunder, så Hun skynder sig at skifte emne. Hun kaster sig over at lave en personlig træningsplan, så den slappe krop kan komme op i omdrejninger. Hun vil sætte et personligt uopnåeligt mål, det er det, der virker bedst. Måske en ironman? Nej, det er fortærsket, for almindeligt. Måske melde sig ind i endnu en klub, hvor potentielle mænd har lyst til at dele en kop kærlighedskaffe? Nej, been there, done that. Måske rejse ud i verden og finde ham på en eksotisk strand? Nej, been there also. Der er ingen eksotiske mænd på strandene derude. Et øjeblik bliver Hun helt i tvivl, om der overhovedet er en ærlig mand tilbage i dette univers. Pjat. Der er masser af mænd, men de er som det offentlige toilet enten fulde af lort eller optagede.
Den personlige plan må være at gøre det, Hun plejer. Træne sig fra sans og samling, så Hun kan glemme savnet, fordi Hun er for træt. Klokken er 15. Men den er jo altid 17 et eller andet sted i verden, så Hun spiller Sten. Saks. Papir med en kølig rose, den sidste nogensinde, i ganen.